Vedtægter
Vedtægter for Foreningen af Korsangere i
SKIVE MUSIKSKOLES KOR.
§ 1 Foreningens navn
Foreningens navn er SKIVE MUSIKSKOLES KOR med hjemsted i Skive.
§ 2 Foreningens formål
Foreningens formål er at varetage kormedlemmernes fælles interesse i forhold til SKIVE MUSIKSKOLES KOR samt at bistå korets ledelse (dirigent og pianist) med administrative, organisatoriske, planlægningsmæssige og praktiske aktiviteter omkring korets daglige arbejde og i forbindelse med afvikling af koncerter og øvrige arrangementer.
§ 3 Bestyrelse
Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af 5 aktive kormedlemmer.
Bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen ved den ordinære generalforsamling.
2 medlemmer er på valg ved sæsonstarten ulige år og 3 medlemmer lige år.
Bestyrelsen konstituerer sig selv og fastsætter selv sin forretningsorden og sine aktuelle arbejdsopgaver.
Bestyrelsen består af:
Formand
Næstformand(sekretær)
Kasserer
Nodearkivar
Praktisk koordinator
Endvidere vælges hvert år 2 suppleanter og 1 revisor.
Korlederen (dirigenten) og korets pianist kan ikke vælges til bestyrelsen, men deltager i bestyrelsens møder
– dog uden stemmeret. Formand, næstformand eller 3 medlemmer af bestyrelsen kan indkalde til bestyrelsesmøde.
Det er formandens pligt – i samråd med korlederen – at vurdere behovet for bestyrelsesmøder.
Der udsendes dagsorden til bestyrelsens medlemmer senest en uge før hvert bestyrelsesmøde, og sekretæren udarbejder referat.
Bestyrelsen forelægger væsentlige beslutninger for hele koret den næstfølgende øveaften. Bestyrelsen udarbejder/ajourfører løbende i samråd med korlederen Regler og vilkår for kormedlemmer (Korfolderen) samt maillister/adresse-, tlf. lister over kormedlemmer. I forbindelse med særlige opgaver eller arrangementer kan kormedlemmer med særlig indsigt i opgaveområdet indkaldes som konsulenter for bestyrelsen.
§ 4 Regnskab
Foreningens regnskabsår går fra den 1. september til den 31. august.
Årsregnskab med revisorens påtegning skal forelægges og godkendes / underskrives af den samlede bestyrelse, forinden det fremlægges på generalforsamlingen.
I forhold til foreningens bankengagement tegnes koret af formand og kasserer i forening
§ 5 Indtægter
Foreningens indtægter består dels af honorarer for koncerter/optræden, sponsorater m.v. og dels indbetaling til korkassen fra korets medlemmer.
Indbetaling til korkassen fastsættes for hver korsæson på den ordinære generalforsamling.
§ 6 Generalforsamling
Ordinær generalforsamling afholdes hver korsæson på en øveaften inden udgangen af september
måned og med mindst 3 ugers varsel.
Dagsordenen skal mindst omfatte følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Aflæggelse af regnskab til godkendelse
4. Indkomne forslag
5. Valg i h.t. § 3
6. Fastsættelse af beløb til korkassen
7. Eventuelt
Forslag vedtages eller forkastes ved simpelt flertal.
§ 7 Foreningens ophævelse Eventuel ophævelse af foreningen kan vedtages med en majoritet på mindst 2/3 af de afgivne stemmer på generalforsamlingen.
Endvidere ophæves foreningen i tilfælde af, at Skive Musikskole nedlægger koret.
Ved foreningens ophævelse skal dens formue anvendes til kulturelle formål i Skive kommune – efter generalforsamlingens nærmere bestemmelse.
Således vedtaget på generalforsamlingen 25. september 2008.
Ændringer vedtaget på generalforsamling 24.september 2019 (ændringer markeret med kursiv)
Tilføjelse til § 4 (med kursiv) vedtaget på generalforsamling d.29. september 2020